Midlertidigt stop for tog over Storebælt

En fejl på et fjernstyringsanlæg i Roskilde, betyder, at togene fredag morgen må erstattes af busser på flere strækninger.

Fejlen medførte også, at der en overgang ikke kunne køre tog over Storebælt, oplyser Banedanmark. Togene kørte til Korsør og Nyborg, hvor passagerer blev sendt videre med bus over broen.

Ved 06-tiden lykkedes det dog at åbne for togtrafikken over bæltet igen, dog med den tilføjelse fra Banedanmark, at få IC-tog fortsat er påvirket af problemerne.

Der er indsat busser mellem Roskilde og Holbæk, og på strækningen Roskilde-Køge-Næstved er togdriften halveret.

- Der kan blive tale om reduceret drift hele dagen, lyder det fra Banedanmark.

/ritzau/

Teknisk fejl generer togtrafikken fredag. Der kan dog igen køre tog over Storebælt.

Offentliggjort Sidst opdateret