Midtjylland fyrer og nedlægger fødesteder

Region Midtjylland sender plan om besparelser for 500 millioner kroner i høring. Sygehusledelser og administration skal samles og hver syvende medarbejder i administrationen står til at miste jobbet.

- Man kan ikke skære 500 millioner kroner af et budget, uden at det kan mærkes. Men det er helt afgørende, at vi én gang for alle får skabt grundlæggende balance mellem udgifter og indtægter. Kvaliteten går vi ikke på kompromis med, siger regionsdirektør i Region Midtjylland Bo Johansen og tilføjer.

- Selv om vi allerede nu har indført et næsten totalt ansættelsesstop, så vil planen desværre også betyde afskedigelser, siger Bo Johansen.

Regionens plan lægger op til, at det i fremtiden ikke bliver muligt at indlægges på hospitalet i Grenaa og Ringkøbing, hvor sengeafdelingerne skal væk.

- En halv milliard er rigtigt mange penge. Derfor har vi måttet gribe opgaven an på en anden måde og se på tværs af hele regionen i stedet for på det enkelte hospital, siger regionsdirektør i Region Midtjylland Bo Johansen.

Derudover samles flere specialer. Region Midtjylland foreslår for eksempel at kræftbehandlingen og Øre-næse-halsafdelingen lukkes ned på Viborg Sygehus.

De fødende kvinder skal også rejse længere. Der lægges op til, at fødeafdelingen i Silkeborg og Holstebro nedlægges

Der er i dag fødsler på syv matrikler i Region Midtjylland. I spareplanen står, at Sundhedsstyrelsen tidligere har opfordret Region Midtjylland til at sammenlægge fødesteder.

Det er anført, at "Sundhedsstyrelsen vurderer ikke, at Region Midtjyllands geografi umiddelbart tilsiger syv fødesteder i regionen og vil derfor opfordre til, at enkelte af regionens fødesteder sammenlægges."

Medarbejderne kan kommentere på planen i uge 2, og herefter går den til politisk behandling.

/ritzau/

Fødeafdelingen i Silkeborg og Holstebro er truet af lukning. Region Midtjylland sender plan om besparelser i høring.

Offentliggjort Sidst opdateret