Det batter for lidt til at vende tilbagegangen af engfuglearter i Tøndermarsken, at miljøminister Karen Ellemann (V) nu har fået lodsejerne med på at lukke vand ud i kanaler og grøfter tidligere på foråret end hidtil.
Det siger Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Dansk Ornitologisk Forening (DOF) til aftalen om, at de kunstige vandløb skal fyldes fra den 1. marts i stedet for først fra den 25. april.
- Det er et fremskridt, men det er en lappeløsning, siger DN's biolog Bo Håkansson.
DN siger ligesom DOF, at kun en regulær fredning af Tøndermarsken vil rette op på områdets bestande af engfugle, der siden midten af 1980'erne er skrumpet ind til en femtedel.
- Det er fint, at miljøministeren har fået aftalen i stand. Men det er kun ét af mange elementer, der er brug for. Kun en fredning kan sikre, at udviklingen vendes, siger DOF's biolog Anja Eberhardt.
De to miljøorganisationer støtter et beslutningsforslag fra Socialdemokraterne om netop en fredning til afløsning af frivillige aftaler med lodsejerne. Forslaget indebærer, at lodsejerne kompenseres økonomisk for indgreb i landbrugets udnyttelse af de 2500 hektar store område.
- Vi kan ikke komme længere ad frivillighedens vej, siger Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Gjerskov.
Det er ikke nok at lukke vand ud i kanaler og grøfter, så området ser mere indbydende ud for engfuglene, når de ankommer til ynglesæsonen. Selve de afvandede engarealerne skal også tilføres mere vand. Og så skal antallet af kreaturer nedbringes for at mindske gødningen, der forandrer den naturlige flora, lyder opskriften.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde