Miljøkrav for landbruget udskydes måske

Regeringen holder muligheden åben for at udskyde tidsfristen for miljøkrav til landbruget i planene om Grøn Vækst.

Der bliver set på både at udskyde tidsfristen og at sætte planens virkemidler anderledes sammen, oplyser Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo. En plan er endnu ikke lavet færdig, oplyser han.

Det sker, efter at landbruget har brokket sig kraftigt ved udsigten til at skulle nedskære udledningen af gylle og kunstgødning med over en tredjedel inden 2015, blandt andet med kvoter som et af virkemidlerne.

En protest, som ordførere i både regeringspartierne og Dansk Folkeparti har støttet.

Der kan blive tale om at udskyde tidsfristen for, at nedskæringen er fuldt tilendebragt til 2027, siger Eyvind Vesselbo.

- Det vil ikke blive så skrapt for landbruget. Nogle af elementerne vil blive gennemført efter planen - andre vil tage lidt længere tid, siger han.

De Konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær, siger, at De Konservative ikke udelukker en udskydelse.

Men partiet vil se nogle kommende høringssvar fra berørte organisationer og myndigheder til lovudkastet for Grøn Vækst-planen, før partiet tager stilling.

- Foreløbig er der ikke ændret på planen. Vi Konservative mener, at det er vigtigt at holde fast i den plan, der er lagt med Grøn Vækst. De partier, der har lagt stemmer til vedtagelsen, er gået ind i det med åbne øjne, siger Henriette Kjær.

Miljøminister Karen Ellemann (V) skriver i en pressemeddelelse:

- Vi vil leve op til vores miljøkrav, og vi vil gøre det til tiden. Som bekendt arbejder regeringen netop nu med en landbrugspakke. Det er for tidligt at forholde sig til, hvad indholdet bliver af den, skriver ministeren.

Grøn Vækst skal blandet andet gøre det muligt for Danmark at leve op til EU's vandrammedirektiv om et bedre vandmiljø.

/ritzau/

Regeringen rumler med forlænget tidsfrist for miljøkrav til landbruget. De Konservative vægrer sig.

Offentliggjort Sidst opdateret