Kirkeuglen er på størrelse med en spætte og laver gerne rede i lader, gamle bygninger eller blot der hvor danskerne opbevarer deres skrammel. Måske er det på grund af uglens anonyme tilværelse, at det er gået hen over hovedet på folk, at bestanden af kirkeugler i Danmark er skrumpet drastisk de seneste par år. I dag er der kun cirka 100 par af de små ugler tilbage, mens der for 50 år siden var over 1000 par i Danmark.
Kirkeuglens akilleshæl er manglen på føde, vurderer Peder Larsen fra Skov- og Naturstyrelsen.
- Uglernes fremtid er afhængig af, om de kan finde føde i yngletid fra maj til juli. Uglerne lever af både mus, regnorme og biller, men i dag er det sværere for uglen at finde mad tæt på reden, og så overlever ungerne simpelthen ikke, siger Peder Larsen.
De har svært ved at finde mad, fordi landskabet har ændret sig i Danmark.
- Uglerne er afhængige af områder med bar jord eller kort græs, så de kan finde føde. Men i dag er mange af de landskaber forsvundet og erstattet med kornmarker. Hvis man virkelig ville hjælpe uglerne på vej, skulle man etablere noget græsning tæt på uglens rede, siger Peder Larsen.
Men redningen er muligvis på vej. Miljøministeriet har lagt 2,1 million kroner i et projekt, der skal redde kirkeuglen fra at uddø. Peder Larsen håber bare, at pengene bliver brugt på langsigtede løsninger.
- Den kortsigtede løsning er, at vi selv fodrer uglerne i yngleperioderne. Men det mest optimale ville være, hvis man kunne etablere nogle områder med lavt græs, så vi er sikre på, at uglerne altid får det mad, de har brug for, siger Peder Larsen.
Da kirkeuglen stadig var en fremtrædende gæst i det danske landskab, ynglede den hovedsageligt i kirketårne, som var en bastion imod mår og andre fjender.
I dag lever kirkeuglen dog ikke op til sit navn, da renovering af kirkerne har betydet, at uglen har fundet andre ynglesteder.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde