Miljøvismænd: DSB kan spare yderligere en milliard
En milliard kroner. Så meget har DSB planlagt at forbedre sit resultat med inden 2014. Men det er kun halvt så meget som muligt.
Det mener Det Miljøøkonomiske Råd, som i et nyt diskussionsoplæg konkluderer, at DSB kan spare yderligere en milliard kroner i sin danske forretning.
- Der er stadigvæk et effektiviseringspotentiale på omkring en milliard kroner i DSB's kerneområder i Danmark, konkluderer de såkaldte miljøvismænd.
De baserer deres konklusion på to konsulentrapporter fra henholdsvis 2009 og 2011 samt erfaringerne fra udliciteringen af togdriften i Sverige, Storbritannien, Tyskland og Holland.
På den baggrund vurderes effektiviseringspotentialet i DSB's aktiviteter i Danmark at være 1,2 milliarder kroner, men selvom DSB er på vej til at nå det eksisterende mål fra spareplanen "Sundt DSB" allerede med udgangen af 2013, så er der kun sparet 200 millioner kroner i den danske forretning.
- DSB opnår langt den største del af målet i Sundt DSB ved at komme ud af de tabsgivende kontrakter i Sverige, påpeger økonomerne.
Udgangspunktet for målet om en resultatforbedring på en milliard kroner i Sundt DSB er regnskabet for 2011, hvor selskabet tabte 858 millioner kroner før skat. Men ser man bort fra engangsposter var underskuddet kun på 119 millioner kroner, påpeger vismændene.
- I forhold til dette korrigerede resultat behøver DSB derfor kun at forbedre resultatet med 500 millioner kroner for at opnå målene, påpeger rådet, som andetsteds skriver:
- Langt den største del af forbedringerne i DSB's økonomi siden 2011 stammer fra bortfald af engangsposter og afvikling af aktiviteter i Sverige (...) Over perioden 2011 til tredje kvartal 2013 faldt omkostningerne i de danske kerneområder (...) med 210 millioner kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker