Millioner til bedre bustrafik

Århus er den store modtager ved Trafikstyrelsens fordeling af 100 mio. kr. til i alt 31 projekter til forbedring af den kollektive bustrafik. Århus løber alene med knap 39 milliarder kroner, som skal bruges til busbaner og busprioritering på den stærkt trafikerede og busprægede Randersvej i Århus. Pengene skal forbedre bussernes rejsetid og fremme komforten.

Nordjyllands Trafikselskab får støtte til at indføre incitamentsaftaler med busentreprenører for at fremme servicen. Nordjyderne får samtidig penge til at informere buspassagerer via mobiltelefon og digital skiltning på større stoppesteder.

Trafikselskabet Movia modtager støtte til at bedre information på stoppesteder for at gøre busserne mere enkle og trygge at bruge. Derudover tildeles Movia støtte til at opsætte dynamiske informationstavler på centre og andre steder med mange passagerer.

Andre modtagere er bl.a. Helsingør og Svendborg kommuner, der vil lave terminalprojekter, der forbedrer fremkommeligheden og forbedrer samspillet mellem de forskellige transportformer.

Desuden er der givet støtte hos Trafikstyrelsen til en række forprojekter.

Alle projekter kræver en tilsvarende egenfinansiering fra modtagerne. Så samlet er der projekter for 200 mio. kr. til gavn for en bedre bustrafik og for at tiltrække flere passagerer.

I "Aftale om grøn transportpolitik" fra januar er der afsat til Fremkommelighedspuljen afsat 200 mio. kr. årligt over fem år - i alt 1 milliard kroner. Til Passagerpuljen er der afsat 100 mio. kr. årligt over tre år - i alt 300 mio. kr.

/ritzau/

En række projekter med støtte på 200 mio. kr. skal forbedre den kollektive trafik, når det gælder information, fremkommelighed for busser og øget rejsehastighed

Offentliggjort Sidst opdateret