Mindst en ansat i Region Sjælland er blevet bortvist i journalsag
En eller flere ansatte i Region Sjælland er blevet bortvist for at kigge i 13-årig piges journal.
En eller flere af seks ansatte i Region Sjælland er blevet bortvist efter at have foretaget uberettigede opslag i 13-årig piges journal.
Det oplyser Region Sjælland i en mail.
Regionen oplyser ikke, hvor mange ansatte der er tale om.
I april hjemsendte Region Sjælland seks medarbejdere, fordi de var mistænkt for uberettigede opslag i en 13-årig piges journal.
Alle seks sager er nu afsluttet og afgjort individuelt.
- Resultatet er bortvisning og påtale/advarsel. Et antal sager er efter nærmere undersøgelse frafaldet, da der har været tale om fagligt begrundet opslag, skriver Region Sjælland.
Derudover har mindst en medarbejder fået en påtale eller advarsel.
Af personalejuridiske årsager har regionen ikke yderligere kommentarer, lyder det.
Hjemsendelsen af de seks medarbejdere skete den 20. april. Lørdagen inden var den 13-årige pige forsvundet fra sin avisrute og ifølge politiet blevet frihedsberøvet og udsat for overgreb.
Hun blev fundet i live på en adresse i Korsør om søndagen og kort efter kørt til undersøgelse på Rigshospitalet.
Også tre medarbejdere fra Rigshospitalet er blevet undersøgt. De var alle tilbage i arbejde kort efter.
Tidligere har Rigshospitalets direktør, Rasmus Møgelvang, oplyst, at de medarbejdere, der har været inde og kigge på journalen, ikke nødvendigvis har kunnet læse, hvad der står.
Det skyldes, at det kun personer, der er ansat på den specifikke afdeling på Rigshospitalet, hvor pigen blev undersøgt, som kan læse den.
De seks medarbejdere fra Region Sjælland, der har været hjemsendt, er fra "forskellige faggrupper og virksomhedsområder". Det skriver Region Sjælland uden at uddybe yderligere.
De seks medarbejdere har alle kunnet læse indholdet af pigens journal. Det har Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland, tidligere sagt til DR.
Region Sjælland ønsker ikke at oplyse, om der er foretaget politianmeldelser i nogen af sagerne.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned