Minister beder kommuner droppe russiske investeringer
I brevet til kommuner og regioner gør indenrigsminister Kaare Dybvad Bek (S) opmærksom på, at EU's lande har indført en række meget omfattende sanktioner mod Rusland. Og at det kan komme på tale med flere sanktioner. (Arkivfoto). Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Offentlige midler bør ikke bruges på investeringer i russiske værdipapirer, mener indenrigsminister.
Kommuner og regioner bør ikke have investeringer i russiske værdipapirer.
Det mener indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S).
Han har derfor sendt et brev til kommunerne og regionerne med en opfordring. Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.
- Jeg har i dag skrevet til alle landets borgmestre og regionsrådsformænd og henstillet til, at de ikke anvender offentlige midler til at foretage nye investeringer i russiske værdipapirer.
- Jeg har samtidig henstillet til, at kommuner og regioner så vidt muligt afvikler eventuelle eksisterende investeringer i russiske værdipapirer, siger Kaare Dybvad Bek i pressemeddelelsen.
Årsagen til opfordringen er Ruslands invasion af Ukraine.
I brevet gør han opmærksom på, at EU's lande har indført en række meget omfattende sanktioner mod Rusland. Og at det kan komme på tale med flere sanktioner.
Kommuner og regioner bør derfor gå deres investeringer efter i sømmene for at sikre sig, at de overholder gældende sanktioner mod Rusland.
- Jeg vil med dette brev til jer for en god ordens skyld gøre samtlige kommuner og regioner opmærksomme på, at disse sanktioner kan have betydning for kommunale og regionale investeringer i russiske værdipapirer, skriver ministeren i brevet.
Det fremgår ikke, hvor mange kommuner der har investeringer i russiske værdipapirer.
Investeringerne, som ifølge ministeren bør droppes, kan både være direkte og indirekte. Indirekte kan for eksempel være via investeringsforeninger.
Målet med opfordringen er, at investeringer i for eksempel russiske statsobligationer eller russiske statsselskaber afvikles.
Russiske statsselskaber kan for eksempel være Gazprom eller andre selskaber, som har væsentlig tilknytning til Rusland.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde