Det fremgår af en ny rapport, at mindst 60 civile libyere blev dræbt af Natos bombefly og 55 såret.
- Det er vigtigt at sige det til danskerne, som det er: Krig er ikke for sjov, og den store risiko ved militære aktioner er, at civile også lider under dem, som de har gjort her, siger Nick Hækkerup til Ritzau.
Han glæder sig dog over, at den internationale undersøgelseskommission om Libyen samtidig anerkender Natos ihærdige indsats for at undgå civile tab under missionen.
- Men det centrale er, at der er civile tab. Vi har hele tiden vidst og sagt, at det kunne være en risiko - og det gælder både den tidligere regering og denne, siger forsvarsministeren.
Risikoen skulle imidlertid holdes op imod, at Libyens nu dræbte diktator, Muammar Gaddafi, var på vej til at slå tusinder af sine egne borgere ihjel, fremhæver Nick Hækkerup.
- Så for mig var det helt ubetinget, trods civile tab, den helt rigtige beslutning, der blev truffet. Danmark skal føre en aktiv udenrigspolitik, og det har konsekvenser, navnlig militær tilstedeværelse, tilføjer han.
Ifølge FN-rapporten har undersøgelseskommissionens medlemmer set flere eksempler på, at Nato bombede mål, der ikke bar præg af, at Gaddafi-styrker var militært til stede.
Hertil siger Hækkerup, at den udstationerede danske flystyrke i hvert eneste tilfælde sikrede sig, at der kun blev kastet bomber mod mål, som lå inden for Folketingets og FN's mandat.
- Den vurdering har vi for Danmarks vedkommende lavet helt konsekvent før hver mission.
FN-rapporten understreger nødvendigheden af at være hudløst ærlig, når man går ind i konflikter, mener forsvarsministeren.
- Det med "den gode krig", hvor der ikke sker fejl, eksisterer ikke, siger Nick Hækkerup.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker