Minister garanterer: Ingen patienter skal betale selv
Foto: Torkil Adsersen /Scanpix
Torkil Adsersen /Scanpix
Sundhedsminister Astrid Krag (SF) garanterer, at danskerne stadig kan få den lægehjælp, de har brug for uden at skulle have udgiften selv, hvis de praktiserende læger afleverer deres ydernumre 1. september.
- Jeg tror ikke, det kommer så vidt. Men det er klart, at der er forskellige modeller, hvis Praktiserende Lægers Organisation (PLO) siger, at deres medlemmer ikke vil løse opgaver for det offentlige, siger hun.
Men selv om konflikten mellem lægerne og regionerne spidser til, tror sundhedsministeren stadig på en løsning.
- Det kan se ud som om, at der er nogen i PLO, som har draget den konklusion på forhånd, at de vil aflevere deres ydernummer. Det, synes jeg, er ærgerligt. Jeg synes, man må se, hvad det er for et lovforslag, der bliver fremsat og vedtaget, siger hun.
PLO har indsendt deres høringssvar til regeringens lovforslag, og det vil ministeren nu læse sammen med de øvrige høringssvar, inden hun konkluderer, hvad der skal svares og om der skal ændres i lovforslaget.
Sundhedsministeren fremsætter lovforslaget 28. maj. Hun fastholder, at formålet med loven ikke er at regulere lægernes arbejde, men at skabe en ensartet kvalitet for alle borgere.
- Når lovforslaget er vedtaget, ligger der en lov, der ændrer nogle grundlæggende strukturer, så det bliver muligt at sikre lægedækning i hele landet, sikre ensartet kvalitet og sikre den sammenhæng, der er brug for i sundhedsplejen, siger Astrid Krag.
Høringsfristen udløb fredag, og PLO's høringssvar er på 11 sider. Grundlæggende kan PLO ikke leve med, at sundhedsministeren og regionerne i lægernes øjne vil diktere indholdet i deres arbejde.
PLO ser derfor gerne, at lovforslaget bliver taget af bordet.
Regionerne på deres side mener, at det er nødvendigt med lovgivning af hensyn til patienterne, hvis der skal være mere sammenhæng mellem sundheden og mere samarbejde mellem praktiserende læge, kommune og sygehus.
Repræsentantskabet i PLO mødes i slutningen af juni for at drøfte situationen, og herefter vil man vurdere, om man vil aflevere ydernumrene, som lægerne har for at kunne afregne med den offentlige sygesikring, til Danske Regioner.
Tirsdag mødes de praktiserende læger til stormøde i Odense.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde