Minister: Hjemmehjælp skal have et eftersyn

Hjemmehjælpen skal kigges efter i sømmene.

Det siger Socialminister Karen Hækkerup (S), efter statsforvaltningen har underkendt Hørsholm Kommunes beslutning om kun at gøre rent hos ældre borgere 12 gange om året.

Lige nu venter hun dog i første omgang på, at Ældrekommissionen afgiver sin betænkning.

- Jeg er meget enig i, at vi skal kigge på fremtidens hjemmehjælp, men om det skal være en hjemmehjælpskommission, har jeg ikke lagt mig fast på, siger Karen Hækkerup.

I 2010 besluttede kommunen at skære på den praktiske hjemmehjælp, så ældre kun fik gjort rent en gang om måneden, hvor man tidligere fik hjælp hver 14. dag. De ældre måtte så selv betale, hvis de ville have gjort mere rent.

- Når Hørsholm Kommune har brugerbetaling, er det et brud på, hvad vi plejer at definere som visiteret hjemmehjælp. Når man får hjælp, er det, fordi man har behov for hjælp, siger Karen Hækkerup.

Men hjælpen til de ældre vil i fremtiden blive vurderet, ligesom børnechecken i øjeblikket er til diskussion. Alt er i spil, og intet er helligt, er ministerens holdning.

- Det er klart, at når vi kommer til at definere fremtidens velfærd, så kommer vi til at tale om egenbetaling for hjemmehjælp for meget velhavende folk, siger Karen Hækkerup.

- Man kan ønske sig, at man har råd til det hele. Vi kommer nok til i den kommende tid til at lave prioriteringer - måske også på det område.

Da Hørsholm Kommune besluttede at skære i hjemmehjælpen, så handler det i høj grad om økonomi.

Direktør i Ældre Sagen, Bjarne Hastrup, har efter Statsforvaltningens afgørelse efterlyst en hjemmehjælpskommission.

/ritzau/

Hjemmehjælpen skal undersøges og vurderes, men der vil også ske prioriteringer på ældreområdet, siger minister

Offentliggjort Sidst opdateret