Tidligere sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) slår endegyldigt fast, at det var ham, der forsynede sin partiformand, Lene Espersen, med skriftlige og fortrolige oplysninger om betalingen til privathospitaler.
- Min særlige rådgiver, Frank Korsholm, skrev papiret og sendte det videre til Lene på min foranledning, siger Jakob Axel Nielsen til Politiken.
Dokumentet indeholdt hemmelige oplysninger fra Sundhedsministeriet om, hvordan man kan nedbringe det beløb, som privathospitalerne får i betaling for at overtage patienter fra det offentlige.
Lene Espersen brugte de fortrolige oplysninger, da hun sidste år i marts udtalte i pressen, at taksterne kan sættes ned med 25 procent. En udmelding, der har sendt partiformanden ud i sit livs politiske krise, fordi hun har erkendt, at hun ikke har svaret Folketinget fyldestgørende i sagen.
Det har ført til kritik af Jakob Axel Nielsen for at have lækket oplysningerne. Men han afviser selv at have gjort noget forkert, fordi oplysningerne var en del af et konservativt udspil.
- Jeg er enig i, at igangværende regeringsdrøftelser skal man selvfølgelig ikke sende ud af huset i partisammenhæng. Men konkret mener jeg, at det papir er et konservativt papir, som jeg har fået udarbejdet, og i det er så mine input samlet til et sundhedsudspil, siger han.
- Det kan en minister godt sætte en særlig rådgiver til at lave. Det kan der så være delte meninger om, men jeg synes, at det er helt legitimt, siger Jakob Axel Nielsen til Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker