Minister lover krigsveteraner kontanthjælp

Uarbejdsdygtige danske soldater, der vender hjem efter flere års tjeneste i udlandet, kan ikke få kontanthjælp fra den stat, der i første omgang sendte dem af sted. Det skriver avisen Kommunen.

Et eksempel fra Tårnby Kommune på Amager viser, at en stramning i beskæftigelses- og sociallovgivningen rammer den 29-årig soldat, Martin. Han må nøjes med starthjælp, fordi han de seneste otte år har opholdt sig mere end to år uden for EU.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) siger til Kommunen, at hun vil sørge for nye regler, der kan sikre, at sager som denne ikke opstår i fremtiden.

- Jeg kan ikke leve med, at soldater, der har været ude og forsvare Danmark ikke er berettiget til kontanthjælp, når de kommer hjem. Derfor vil jeg tage initiativ til at ændre reglerne, så netop den type udlandsophold tæller på en anden måde end andre udlandsophold, siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) til Kommunen.

Soldaten Martin, der ønsker at være anonym, lider af posttraumatisk stress-syndrom (PTSD) og har derfor vanskeligt ved at klare presset på en almindelig arbejdsplads.

- Hjemvendte soldater skal naturligvis have ret til kontanthjælp, hvis de ikke kan forsørge sig selv. De gældende regler er fra 2001, og dengang blev der ikke i tilstrækkelig omfang taget højde for, at forsvaret af Danmark så at sige kunne foregå i udlandet, Inger Støjberg.

I fraværet af kontanthjælp kan den hjemvendte soldat se frem til en starthjælp på 5267 kroner om måneden før skat. Det betyder ifølge ham selv, at han hver måned vil mangle 4500 kroner til husleje - penge han og kæresten må låne.

Som dansk soldat har Martin betalt dansk skat - også i de perioder han har opholdt sig i Kosovo, Irak og senest Afghanistan, skriver avisen.

/ritzau/

En sag om en traumatiseret dansk krigsveteran, der ikke kan få kontanthjælp, får nu beskæftigelsesminister Inger Støjberg til at love regelændringer.

Offentliggjort Sidst opdateret