Forsvarsministeren står fast på, at forsvarets overforbrug skyldes krigen i Afghanistan. Men både DF og S kræver forklaring på budgetoverskridelse.
Et flertal uden om VK-regeringen kræver nu en garanti for, at forsvaret får styr på økonomi. Kravet kommer, efter at der på ny er blevet rejst tvivl om årsagen til milliardoverskridelsen på forsvarets økonomi virkelig skyldes krigen i Afghanistan.
Formanden for Folketingets finansudvalg, Kristian Thulesen Dahl (DF), beder således forsvarsminister Søren Gade (V) om en "opdateret beskrivelse af de konstaterede budgetoverskridelser".
- Den rigtige konklusion ligger måske et andet sted, end det vi har fået at vide. Meget tyder på, at forsvaret ikke har haft styr på tingene. Men jeg kan ikke vide, om der har været nogen ond vilje. Hvorfor skulle Søren Gade prøve at fordreje sådan oplysninger. Han ved jo også, at de rigtige tal til sidst kommer frem, siger Kristian Thulesen Dahl.
Søren Gade afviser imidlertid i et brev til partierne bag forsvarsforliget oplysninger om, at forsvaret trods budgetoverskridelsen har brugt færre penge på materiel end de årlige 6,3 milliarder kroner, der er aftalt i det nuværende forsvarsforlig.
- Med de justeringer, som løbende er aftalt med forligskredsen, har der derimod gennemsnitligt kun skullet bruges ca. 5,6 mia. kr. årligt i perioden. Heroverfor står, at der rent faktisk i de første 4 år af forligsperioden er brugt 5,9 mia. kr., skriver forsvarsministeren.
Søren Gade erkender dog, at forsvaret også har haft "stigende udgifter" til blandt andet konsulenter. Alene budgettet til konsulenter blev sidste år overskredet med 350 millioner kroner. Ifølge Politiken er forsvarets øvrige driftsudgifter over perioden samlet øget med 1,2 milliarder kroner årligt i forhold til det, der var forudsat i forliget.
Socialdemokraternes forsvarsordfører, John Dyrby Paulsen, kræver nu, at forsvaret får styr på økonomistyringen:
- Der skal bedre styr på økonomien - og det skal være en del af det kommende forsvarsforlig. Det skal stå klokkeklart i forligsteksten. Og der skal ikke bare stå, at forsvaret skal have bedre styr på økonomien. Der skal laves såkaldte benchmarks, budgetanalyser og lignende, så vi kan være sikre på, at det sker.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned