Rigspolitiets digitale pasløsning, Pas 2.0, lægges nu i graven af justitsminister Lars Barfoed (K).
Det sker, fordi det stærkt forsinkede it-system med digitale oplysninger om ejeren - herunder fingeraftryk - vurderes at blive alt for dyrt, skriver Ingeniørens netavis Version2.
Samtidig får de omkring 20 af landets 98 kommuner, der har indført en alternativ pasløsning fra den danske leverandør Scan-Tech, lov til at beholde deres udstyr.
- De pasløsninger, som de cirka 20 kommuner allerede har etableret, vil kunne anvendes op mod det system fra Rigspolitiet, som nu bliver tilrettelagt, siger Lars Barfoed til Version2.
Det oprindelige udbud af Pas 2.0 med såkaldt biometriske pas til et trecifret millionbeløb annulleres altså. I stedet sættes der gang i et nyt udbud af en pasløsning fra Rigspolitiet, som tilgodeser, at en femtedel af kommunerne allerede har indført et alternativt system uden om Rigspolitiet.
- Vi har besluttet at gå efter en mindre forkromet model, som til gengæld er en billigere ordning for borgerne og mere fleksibel over for kommunerne, siger Lars Barfoed.
Ifølge en EU-forordning skulle Danmark sammen med de andre medlemslande have haft udstyret klar til udstedelse af biometriske pas i sommeren 2009.
Justitsministeren forventer, at en nyt system fra Rigspolitiet vil være fuldt etableret i andet halvår af 2011.
- Men det kan vist højst blive til en reprimande fra EU, siger Lars Barfoed.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet