Minister vil droppe bopælspligt i landsbyer

Flere kommuner bør give dispensation fra bopælspligten for at få sparket liv i de tomme, danske landsbyer. Det mener miljøminister Troels Lund Poulsen(V), der i denne uge udsender et udkast til en ny såkaldt landsplanredegørelse, skriver Jyllands-Posten.

- Det er op til kommunerne selv at bestemme, om der skal dispenseres fra bopælspligten. Men jeg har i min nye redegørelse ønsket at præcisere de muligheder, der allerede findes i loven for at sælge helårshuse som feriehuse, siger Troels Lund Poulsen.

Ministeren læner sig op ad en rapport fra Institut for Forskning og Udvikling i Landdistrikter fra Syddansk Universitet, som udkom for et par måneder siden. Den pegede på, at der er mange fordele ved at ophæve bopælspligten.

Det skaber mere liv i områder med mange tomme huse, hvis der gives mulighed for at eje en helårsbolig, selv om man ikke flytter dertil permanent. Kun 18 af landets kommuner giver i dag dispensationer fra bopælspligten.




Troels Lund Poulsen opfordrer kommunerne til at droppe bopælspligten i tomme huse i landsbyer.

Offentliggjort Sidst opdateret