Minister vil give store børn karakter for arbejdsindsats
Elever i 8. og 9. klasse skal også have karakter for deres indsats og ikke kun, hvor godt de klarer det i faget. Det mener børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S). (Arkivfoto) Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Folkeskolens ældste elever skal have karakter for deres flittighed, mener børne- og undervisningsminister.
De ældste elever i folkeskolen skal have en årskarakter for flittighed. Det mener børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
Det skriver Jyllands-Posten.
Hun ønsker at få de andre folketingspartier med på et forsøg, der skal rulles ud blandt tusindvis af elever i 8. og 9. klasse.
Eleverne skal ikke kun belønnes for, hvor godt de klarer sig i et fag, men de skal også have en karakter for arbejdsindsats, mener ministeren.
- Set med samfundets briller er to ting afgørende, når børn bliver til voksne. Dels at de er dygtige. Altså om de fagligt har lært de ting i folkeskolen, som de har brug for at kunne klare sig. Dels at de faktisk er flittige, siger Pernille Rosenkrantz-Theil til Jyllands-Posten.
Hun henviser til, at børn i eksempelvis Norge også får karakter for flid og orden.
Det vil ifølge ministeren give fagligt svagere elever mulighed for at også at præstere og opnå en god karakter for flittighed.
Forslaget bliver dog mødt med skepsis af flere partier.
Lotte Rod, der er uddannelsesordfører hos De Radikale, mener ikke, at en flidskarakter er den rette vej at gå.
- Vi skal gøre det modsatte - have færre karakterer og mere tid til, at eleverne kan fordybe sig og være nysgerrige, uden at de skal bedømmes. Det er vigtigt, at elever gør sig umage, men det er forkert at løse det med en karakter, siger hun til Jyllands-Posten.
Ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil lægger forslaget op til, at det handler om at give et "bredere perspektiv".
- Det er ikke alle, der kan få 12 i matematik, og der er det vigtigt, at vores uddannelsessystem honorerer og giver credit for, hvis man har lagt en arbejdsindsats, siger børne- og undervisningsministeren til Ritzau.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker