Minister vil ikke ændre skilsmisselov

Der er ikke nye regler for skilsmissefamilier på vej. Det slår justitsminister Lars Barfoed (K) fast dagen efter, at et dokumentarprogram om problemer i en skilsmissefamilie blev vist på DR.

- Vi skal tænke os rigtig grundigt om. Jeg var selv med til at gennemføre den nuværende lovgivning, og den vil jeg ikke ændre på baggrund af et program om problemerne i én familie, siger ministeren.

Han vil dog bede Familiestyrelsen se på, om der kan være behov for nye eller andre input, når Folketingets partier skal diskutere reglerne på området til maj.

- Det vil jeg bede styrelsen om. Så vil jeg også sige, at det allerede er planlagt at gennemføre en omfattende evaluering af lovgivningen i 2011, siger Lars Barfoed.

Det er forældreansvarsloven, der har været under beskydning op til programmet, men ministeren afviser nye regler, før partierne mødes til maj. Børns Vilkår har blandt andet forklaret, hvordan flere skilsmissebørn bliver tvunget til at vælge mellem far og mor.

Både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er klar til at kigge på, om reglerne skal ændres. Børn skal ikke længere tvinges til at vælge mellem mor og far, når skilsmisser ender i et juridisk slagsmål mellem forældrene, lyder det fra de to partier. Lars Barfoed vil gerne diskutere loven, men der er ikke nye regler på vej her og nu.

- Jeg lytter til alle synspunkter i denne her sammenhæng. Men jeg synes, at vi skal danne os et helhedsbillede. Vi skal selvfølgelig sikre, at reglerne ikke resulterer i fejl, siger ministeren.

/ritzau/

Der skal mere til end et dokumentarprogram om problemerne i én skilsmissefamilie, før justitsminister Lars Barfoed (K) vil ændre reglerne på området.

Offentliggjort Sidst opdateret