Minister vil undersøge afvisninger af unge med adhd i Forsvaret
Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) vil have undersøgt, om Forsvarets praksis med automatisk at afvise unge med adhd er lovlig. (Arkivfoto). Foto: Virginia Mayo/Ritzau Scanpix
Forsvaret afviser automatisk unge med en adhd-diagnose. Minister vil undersøge, om det er lovligt.
Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) vil sætte Forsvarets praksis med automatisk at erklære unge med en adhd-diagnose for uegnede værnepligtige på pause.
Det skriver DR.
Som det er i dag, bliver potentielle værnepligtige automatisk erklæret uegnet, hvis de har adhd.
Det vil ministeren nu have undersøgt om er lovligt.
- Såfremt det på baggrund af den juridiske vurdering skulle vise sig, at der ikke har været administreret fuldt ud korrekt på området, vil Forsvarsministeriet naturligvis sørge for at rette op på dette. Både fremadrettet og bagudrettet, siger ministeren i en mail til DR.
Han har ikke ønsket at stille op til interview.
Berlingske har tidligere beskrevet, at 22 procent af de unge, som blev erklæret uegnede i 2017, blev det på grund af diagnoser som adhd, angst og depression.
Ifølge Berlingske har Forsvaret også selv lavet en værnepligtsevaluering i 2021. Her peger Forsvaret på flere diagnoser som en del af grunden til stigningen i antallet af uegnede.
I et svar til Folketinget i 2013 sagde daværende forsvarsminister Nick Hækkerup (S) ifølge DR, at man automatisk udelukker unge, som får medicin for adhd, fordi man ikke kan garantere, at de kan få medicin som udsendte.
Thorkild Olesen, som er formand for Danske Handicaporganisationer, siger til DR, at han mener, at Forsvarets praksis er gammeldags.
Han mener, at der bør foretages en individuel vurdering, siger han til mediet.
De potentielle værnepligtige bliver vurderet ved Forsvarets Dag - det der tidligere hed session.
Her skal de tage en skriftlig prøve og få deres helbred undersøgt.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde