Ministers Penkowa-tjek lader vente på sig

Tre dage efter, at videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) dikterede et skærpet tilsyn med Københavns Universitet (KU) oven på Penkowa-skandalen, er det stadig uklart, hvad kontrollen kommer til at bestå i.

Efter tirsdag at have rejst "en alvorlig kritik" af universitetets håndtering af den prekære sag, forklarede Sahl-Madsen, at det skærpede tilsyn skulle se nærmere på manglende administrative procedurer og forkerte ledelsesbeslutninger samt betyde mere afrapportering.

Uden at komme nærmere ind på, hvordan KU konkret skal kigges efter i kortene, har Videnskabsministeriet fredag leveret en uddybende beskrivelse af, hvad et skærpet tilsyn kan indebære.

Her kan man blandt andet læse, at "hyppighed og form i universitets afrapportering til ministeriet fastsættes konkret i det enkelte tilfælde".

På Københavns Universitet venter man spændt på, hvad ministeren konkret vil sætte i værk.

- Vi ser frem til dialog med ministeriet om, hvad et skærpet tilsyn er, siger bestyrelsesformand Nils Strandberg Pedersen til Ritzau og fortsætter:

- Statens advokat - Kammeradvokaten - har lavet en række anbefalinger til, hvordan universitetet kan følge op på Penkowa-sagen. Vi er gået i gang med at lave en handleplan, der skal følge op på samtlige anbefalinger og har allerede meddelt ministeriet det.

Videnskabsministeriet oplyser, at det er i færd med at udarbejde rammerne for det konkrete tilsyn med Københavns Universitet. Man forventer, at de ligger klar i løbet af næste uge.

Charlotte Sahl-Madsens angreb på KU kommer efter, at Kammeradvokaten har leveret en 700 sider lang rapport om universitets håndtering af Penkowa-sagen.

I universitetets bestyrelse er det opfattelsen, at man har håndteret sagen efter bogen. Det er ministeren ikke enig i. Hun mener, at der "er sket en række fejlskøn, som en ansvarlig bestyrelse må forholde sig til".

/ritzau/

Det er uvist, hvad videnskabsministerens skærpede tilsyn med KU kommer til at indebære. Der er nyt i næste uge

Offentliggjort Sidst opdateret