Minoritetskvinder er stærkt underrepræsenterede i ledelser

Gine Maltha Kampmann er direktør i Equalis, der står bag undersøgelsen om diversitet på arbejdsmarkedet. (PR billede). Foto: Handoutbillede fra Equalis/Free

Manglen på diversitet i ledelsesposter er et problem, man bør tage dybt alvorligt, siger formand i Djøf.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kvinder med ikke vestlig herkomst er stærkt underrepræsenterede i de øverste ledelseslag i Danmark.

Det viser en ny rapport fra tænketanken Equalis.

Det er 30 gange mere sandsynligt, at en kvinde med dansk oprindelse er direktør i det private erhvervsliv end en kvinde med ikke vestlig oprindelse.

Samtidig viser undersøgelsen, at personer med ikke vestlig herkomst kun udgør to procent af ledelsestoppen i den private sektor.

- Den markante mangel på diversitet på ledelsesgangene i Danmark er et problem, vi bør tage dybt alvorligt, siger Sara Vergo, der er formand for Djøf.

Kvinder med ikke vestlig oprindelse er den gruppe, der er dårligst repræsenteret af alle, mens mænd med dansk oprindelse er bedst repræsenteret.

Underrepræsentationen skyldes ifølge Gine Maltha Kampmann, der er direktør i tænketanken bag undersøgelsen, blandt andet, at kvinderne udsættes for "dobbeltdiskrimination".

- Kvinder med ikke vestlig oprindelse møder både udfordringer på arbejdsmarkedet, fordi de er kvinder, men også fordi de har en anden oprindelse end dansk, siger hun.

Hun mener, at hvis der skal træffes gode beslutninger rundt om ledelsesbordet, er det vigtigt, at man er så forskellige som muligt.

Hvis det nuværende billede skal ændre sig, skal man ifølge Sara Vergo begynde at identificere ubevidste fordomme på arbejdspladserne.

- Der er god grund til, at arbejdspladser ser kritisk på både de formelle og uformelle strukturer og praksisser i organisationen for at få viden om, hvor skoen især trykker, siger hun.

Det kræver ifølge Sara Vergo, at man gennemgår processerne på arbejdspladserne. For eksempel ved at se på, hvem der bliver forfremmet, og hvilke opgavetyper der bliver belønnet.

Gine Maltha Kampmann anbefaler også, at der kommer mere dansk forskning på området.

- Vi skal blive skarpe på, hvor det går galt, før vi kan komme med helt konkrete løsninger, lyder det.

/ritzau/