MitID bliver standardvalget på flere offentlige hjemmesider
Fra den 22. september bliver MitID standard-loginet på flere offentlige hjemmesider. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Fra den 22. september vil man som udgangspunkt skulle bruge MitID, når man logger ind på eksempelvis skat.dk
Når man skal logge ind på skat.dk, borger.dk eller sundhed.dk, vil man fra den 22. september som udgangspunkt blive mødt af MitID.
Det skriver Digitaliseringsstyrelsen i en pressemeddelelse tirsdag.
Som det er nu, bliver man i udgangspunktet mødt af NemID.
Efter den 22. september vil det stadig være muligt at bruge NemID som login-løsning.
Skiftet på de offentlige hjemmesider sker som led i overgangen fra NemID til MitID og sker ifølge Adam Lebech, der er vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen, så man "stille og roligt" kan vænne sig til MitID.
- Nu skifter vi det automatiske loginvindue, så man først møder MitID. Med det vil vi opfordre til, at endnu flere vænner sig til at bruge sit MitID, frem mod at NemID udfases, siger han i pressemeddelelsen.
Mere end 4,5 millioner borgere har ind til videre tilmeldt sig MitID, skriver Digitaliseringsstyrelsen.
Den 31. oktober i år skal man være overgået til MitID, hvis man vil bruge bankernes selvbetjeningsløsninger - eksempelvis netbank. NemID lukker endeligt den 30. juni næste år.
Ifølge Michael Busk-Jepsen, der er digitaliseringsdirektør i bankernes interesseorganisation Finans Danmark, skal MitID sikre, at der i fremtiden er et sikkert digitalt id, når man skal i kontakt med banken eller det offentlige.
- Med MitID styrker vi sikkerheden og det digitale Danmark og ruster os til fremtidens digitale udfordringer og muligheder, siger han i pressemeddelelsen.
Har man ikke fået NemID inden den 31. oktober, kan man fortsat oprette sig som bruger.
Flere borgere har haft problemer med at skifte fra NemID til MitID. Det har betydet, at datoen for, hvornår man ikke kan bruge det gamle id med nøglekort i sin bank, er blevet rykket.
Desuden er der blevet lavet flere tiltag, der skal hjælpe særligt ældre borgere med skiftet fra det ene id til det andet.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde