Moberg steg til tops i Microsoft

Jens Moberg var en del af topledelsen i Microsoft, da karrieren var på sit højeste. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Jens Moberg var i 00'erne den højest placerede dansker i den amerikanske it-branche. Mandag den 1. august fylder bestyrelsesformanden 60 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da Jens Moberg som 48-årig oplevede at få en blodprop i hjertet, lagde han sit liv om.

Erhvervsmanden, der mandag den 1. august fylder 60 år, begyndte at cykle for at få rettet op på sit helbred.

Direktørkarrieren blev kort efter lagt ned, og han tog i stedet mindre tidskrævende bestyrelsesposter.

Det er ikke alle, der har den mulighed. Men når man som Jens Moberg har været den højest placerede dansker i den amerikanske it-branche, står mange døre åbne.

Jens Moberg var som ung mand sergent i hæren, men han lagde hurtigt generaldrømmen på hylden og søgte i stedet ind som elev hos A.P. Møller, hvor han lærte at knokle for at nå sine mål.

Det var dog skiftet til IBM og computerbranchen et par år senere, der for alvor lagde grundstenene til Jens Mobergs karriere.

Herfra kom han nemlig til Microsoft midt i 90'erne. Jens Moberg steg hurtigt i graderne og blev både direktør for den danske afdeling og senere ansvarlig for Norden og forskellige dele af Europa.

I 2005 tog han springet til softwarekæmpens hovedkvarter i USA og var i tre år en del af topledelsen med ansvar for salget i hele Nordamerika.

Familien havde dog fået nok af udlandseventyret, og Jens Moberg vendte hjem til Danmark og forlod kort efter Microsoft.

Han blev lokket ind i det ambitiøse elbileventyr Better Place, men så var det, at blodproppen ramte.

Som profileret topleder havde Jens Moberg allerede haft et antal bestyrelsesposter, og flere store kom snart til.

Mest kendt er han måske som formand for pumpefirmaet Grundfos, hvor han tog over i 2012. Her var han forrige år med til at udnævne Poul Due Jensen, Grundfos-stifterens barnebarn, som ny topchef.

Jens Moberg har også brugt noget af sin tid siden direktørstoppet som konsulent, rådgiver og foredragsholder for virksomheder og ledere samt på velgørende organisationer.

Ud over cyklen bruger han sin fritid på familielivet og golf.

/ritzau/