Mobilnetværket blev topbelastet da kong Frederik X blev udråbt
En stor menneskemængde stod klar til at filme den nye konge, som søndag blev udråbt af statsministeren. Og det skabte så stort pres på netværket, at der opstod forsinkelser. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Den store menneskemængde til søndagens tronskifte satte så stort pres på netværket, at forsinkelser opstod.
I tidsrummet, hvor kong Frederik X blev udråbt til konge søndag, var mobilnetværket ved at koge over. Højst sandsynligt fordi mange uploadede videoer af den nye konge på samme tid.
Det oplyser den ansvarlige for TDC's mobilnetværk, Søren Elsborg.
- Vores nærmeste radiomast ved Gammel Strand var topbelastet fra cirka klokken 14.50 til klokken 15.20, hvor kongen trådte ud på balkonen, siger han.
Mængden af mennesker, der var kommet for at se tronskiftet, var så stor, at politiet allerede knap en time før begivenheden måtte lukke af for adgangen til området.
Og det store antal kom bag på Søren Elsborg.
- Der var mange flere mennesker, end vi havde forestillet os, så det blev en smule spændende, siger han.
Men trods de mange uploads mistede nettet ifølge ham ikke forbindelsen, men der opstod forsinkelser på videoer, der blev sendt under begivenheden.
- Store filer - som eksempelvis videoer - tog længere tid om at komme frem, siger Søren Elsborg.
Det skyldes både presset på nettet i tidsrummet, og fordi TDC Net havde udvidet netværket, så flere kunne komme på nettet på samme tid - men med nedsat hastighed.
- Allerede torsdag havde vi udvidet netværket til det, vi kalder "eventmode", siger Søren Elsborg.
Hos teleselskabet 3 Danmark oplyser presserådgiveren, at der var lige så mange på deres netværk, som der plejer at være om fredagen på Roskilde Festival.
Derfor oplevede 3's kunder forsinkelser i samme tidsrum.
Normalt ville TDC Net sætte en såkaldt "eventcontainer" med ekstra netværk op til begivenheder som denne. Men ifølge Søren Elsborg var det ikke muligt til tronskiftet af hensyn til sikkerheden.
Derfor kunne man ifølge ham ikke have gjort mere for at mindske forsinkelserne.
Også ved Telenor Danmark var der tryk på netværket i tidsrummet. Det oplyser deres pressechef Cecilie Bruun Iversen i et skriftlig svar til Ritzau.
- Det er klart, at med så mange tusinde mennesker samlet på et lille areal, bliver der lagt ekstra pres på netværket, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker