Modbevægelse: Disse kommuner bruger mere revalidering

Arkivfoto Foto: Anders Knudsen

På landsplan er kommunernes brug af revalidering næsten halveret på fem år. Men Lolland, Sønderborg, Hjørring, og Mariagerfjord går imod tendensen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Over 230 sønderborgensere er i øjeblikket på vej mod en ny fremtid via revalidering. Det er næsten en fordobling i forhold til oktober 2008, hvor antallet af syge på den særlige revalideringsydelse var nede omkring 120. Det viser tal fra jobindsats.dk.

Bag væksten ligger et klart, politisk ønske:

- Jeg har altid som politiker syntes, at revalidering er et godt redskab. Investering i en ny uddannelse betyder selvforsørgelse i mange år fremover - ikke mindst for unge, siger Jan Prokopek Jensen (S). Han er formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Sønderborg.

Målet er 250 om året. Et tal, som Leder for Sønderborg Kommunens uddannelsesteam, Rikke Dybbøl Lange, står i spidsen for.

- Vores revalideringsteam får fat i de borgere, der rigtig gerne vil revalidering. Egen motivation er alfa og omega. Og vi matcher også kun til en uddannelse, hvor vi kan se, at der er mulighed for beskæftigelse bagefter. Ellers er det blot endnu et nederlag for borgeren. Men så oplever vi til gengæld også, at indsatsen løfter nogle mennesker, som ellers havde opgivet håbet om at komme videre og blive selvforsørgende, siger Rikke Dybbøl Lange.

Over de næste fire år investerer Hjørring 125 millioner kroner i at få de svageste ud på arbejdsmarkedet. Lige nu ligger antallet af revalideringsforløb lidt under 200. Men seniorkonsulent i kommunens arbejdsmarkedsforvaltning,Torben Birkeholm, har en forventning om, at tallet vil stige de næste år, fordi fokus vil blive udvidet:

- Vi skal satse på den tidlige indsats, som gør, at borgeren ikke hænger fast. Og hvis det er revalidering, der er den rigtige vej, så sætter vi ind dér, siger han.

Kommunernes Landsforening (KL) mener, at der er mange andre muligheder for at uddanne og hjælpe borgere med begrænset arbejdsevne og derfor er brugen af revalidering faldende.

- Det skyldes blandt andet, at andre ordninger bliver brugt i stedet - for eksempel bruges løntilskud ofte i stedet for virksomhedsrevalidering. Tilsvarende er der mulighed for at give opkvalificering/uddannelse, uden at det skal være en revalidering, siger formanden for KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg, Jacob Bundsgaard (S).