Den katolske kirke skal ikke selv sidde med i det råd, der skal undersøge sexmisbrugssagerne i den katolske kirke. Det bliver den klare udmelding fra Børnerådets formand, Lisbeth Zornig Andersen, når hun onsdag efter påske skal mødes med biskoppen for de danske katolikker, Czeslaw Kozon.
- Mit råd til biskoppen er, at gruppen skal være fuldstændig uafhængig af den katolske kirke. Vi vil gerne være behjælpelige med at pege på profiler, der skal sidde i en sådan gruppe. Men det skal være fuldstændig uden for kirkens regi, siger Børnerådets formand.
Og det er for kirkens egen skyld, at den ikke skal sidde med ved bordet. Kirken skal kun besvare spørgsmål og levere oplysninger, siger formanden for Børnerådet.
- Kirken har mange gode kræfter at bidrage med, men for at de kan komme videre, er det vigtigt, at de holder sig helt ude. Lige så snart de er med, vil der altid være nogen, der sætter spørgsmålstegn ved uvildigheden, siger Lisbeth Zornig Andersen.
Hun mener desuden, at det burde være regeringens opgave at stå for en nedsættelse af en undersøgelsesgruppe, og altså ikke kirkens egen opgave.
- Det er en samfundsmæssig opgave at nedsætte denne gruppe, og forankringen skal allerhelst finde sted i regeringen. Det burde være den, der nedsætter et råd og undersøge disse sager, siger formanden for Børnerådet.
Hvordan gruppen af eksperter skal sammensættes, og hvordan undersøgelsen af misbrugssagerne skal gribes an, kan Lisbeth Zornig Andersen ikke sige mere om før mødet med biskop Czeslaw Kozon.
- Det hele bliver forhåbentlig mere konkret efter påske, siger Lisbeth Zornig Andersen.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde