Moderaternes popularitet dykker i ny måling

Moderaterne har mandag fået partiets dårligste Voxmeter-meningsmåling i næsten to år. Arkivfoto: Ingrid Riis

Efter sager om dårligt arbejdsmiljø hos Moderaterne er partiet gået markant tilbage i meningsmåling.

Offentliggjort Sidst opdateret

En spektakulær sag om dårligt arbejdsmiljø hos Moderaterne, der er endt med at koste partiet hele dets politiske afdeling i partisekretariatet, kan have fået vælgerne til at se andre steder hen i det politiske landskab.

Moderaterne fik mandag den laveste opbakning i en meningsmåling fra Voxmeter i næsten to år og siden folketingsvalget i november 2022.

I målingen, der er foretaget af analyseinstituttet Voxmeter for Ritzau, står Moderaterne til 3,5 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg i morgen.

Senest Moderaterne blev målt til under 3,5 procent var 6. oktober 2022 - midt i valgkampen til folketingsvalget 1. november.

Ved den lejlighed fik partiet 9,3 procent af stemmerne og 16 mandater. Med 3,5 procent af stemmerne ville folketingsgruppen blive skåret ned til syv mandater.

- Det bliver ved og ved

Ifølge politisk kommentator Erik Holstein fra Altinget flygter vælgerne "langt væk fra et parti, der er til grin".

- Og Moderaterne har jo i den grad gjort sig selv til grin på det seneste med ekstremt dårlig ledelse og en fantastisk dårligt håndteret krise.

Fakta

For en uge siden havde Moderaterne opbakning fra 5,1 procent af vælgerne i Voxmeters ugentlige meningsmåling.

To dage efter kulminerede den seneste tids uro omkring Moderaterne, da partisekretær Kirsten Munch Andersen valgte at stoppe.

Det skete, få dage efter at partiet havde fyret tre medarbejdere og erklæret, at der ikke længere var tillid til "samtlige medarbejdere" i sekretariatets politiske afdeling.

Yderligere syv medarbejdere stoppede ligeledes i partiet, da de havde taget imod et tilbud om frivillig fratrædelse.

- Det bliver bare ved og ved og kommer oveni i alle de andre elendige sager, Moderaterne har haft i løbet af de første snart to år i Folketinget, siger han.

Tidligere har partiet sagt farvel til tre folketingsmedlemmer efter andre kritiske sager i medierne.

Målingen fra Voxmeter baserer sig på over 1000 telefoninterviews med repræsentativt udvalgte personer og er indsamlet fra 23. september til 30. september.

Der er en statistisk usikkerhed for Moderaterne på 1,1 procentpoint.

Lang tid til et valg

Hos Moderaterne siger politisk ordfører Monika Rubin, at det ville være "mærkeligt", hvis der ikke var en sammenhæng mellem meningsmålingen og den seneste tids fokus på arbejdsmiljøet i partiet.

- Det ser man jo gang efter gang, at når der er uro i et parti, har det påvirkning på meningsmålingerne.

Monika Rubin slår flere gange fast, at der er "lang tid til et valg, og meget kan nå at ændre sig".

- Jeg må indrømme, at lige nu er vores fokus faktisk ikke så meget på meningsmålinger. Vores fokus er på at få skabt et godt arbejdsmiljø i vores sekretariat.

- Jeg er sikker på, at når der kommer lidt mere styr på arbejdsmiljøet i vores sekretariat, og vi får mulighed for at tale mere politik, skal det nok vende, siger hun.

Næste folketingsvalg skal senest finde sted 31. oktober 2026.

/ritzau/