Moskva-ambassade sender ansatte væk

Røgen i Moskva fortsætter med at skabe farlige forhold for indbyggerne. Det samme er tilfældet for den danske ambassade, hvor de netop har sendt to medarbejdere væk fra den røgfyldte by.

- Vi forsøger at beholde kun de absolut nødvendige medarbejdere i byen. De andre sender vi hjem, fortæller Poul Jacob Erikstrup, der er fungerende chef i Handelsafdelingen.

Én ansat er netop sendt hjem til Danmark med sin familie, mens en kollega er rykket til den friskere luft i Ukraine. Og luften i Moskva er stadig skadelig. De 800 skovbrande fortsætter med at skabe et giftigt miljø for russerne, og røgen var speciel voldsom i lørdags.

- Lørdag morgen var situationen værst. Røgen lå som et tykt tæppe hen over byen og dannede en kraftig tåge. Der er relativt færre mennesker i gaderne efter weekendens strabadser, og de folk, der har haft muligheden, er smuttet, oplyser Poul Jacob Erikstrup.

Den kraftige røg er svær at færdes i, og ambassaden holder sig derfor indendøre.

- Jeg bryder mig bestemt ikke om at være ude i øjeblikket. Det er en ufattelig stærk røglugt, der kradser i næsen, svier i øjnene og gør stemmen grødet. Derfor bruger vi alle masker, når vi er ude mere end fem minutter, siger Poul Jacob Erikstrup.

På ambassaden forsøger de at beskytte personalet ved at følge de gængse regler. Derfor opholder de sig indendøre så vidt muligt og holder vinduer og døre lukket.

Ambassaden har nu barberet bemandingen ned på fem danskere og et antal lokalansatte, som har valgt at blive, trods situationen.

/ritzau/

Weekendens kraftige røg og varme i Moskva har været så slem, at den danske ambassade har sendt to medarbejdere væk fra storbyen.

Offentliggjort Sidst opdateret