Movia sætter trykte tidsintervaller op ved stoppesteder
Movia vil sætte bussernes tidsintervaller op ved stoppesteder. Det tilfredsstiller ikke utilfredse kommunalpolitikere. (Arkivfoto) Foto: Jonas Vandall Ørtvig/Ritzau Scanpix
Jonas Vandall Ørtvig/Ritzau Scanpix
Efter kritik vil Movia efter påske sætte trykte oplysninger op ved stoppestederne, om hvor ofte bussen kører.
Busselskabet Movia vil efter påske udstyre tavler ved busstoppesteder med en trykt seddel om, hvor ofte de enkelte busser kører. Det oplyser Movia i en pressemeddelelse.
I meddelelsen henviser Movia til kritik af en tidligere beslutning om at fjerne de trykte køreplaner, over hvornår bussen kører.
Movia har siden den beslutning først besluttet, at bussernes rute skal fremgå af tavlerne ved stoppestederne. Efter påske bliver et interval for, hvor ofte bussen kører også tilføjet.
Men der er ikke lagt op til at tilføje de præcise afgangstider.
Med informationen om hvor ofte bussen kører, føler Movia, at selskabet har lyttet til kritikernes anke:
- Dermed har Movia imødekommet langt hovedparten af bekymringerne for, om det bliver sværere at bruge bussen uden trykte køretider på stoppestederne, skriver Movia.
Den opfattelse deler kommunalbestyrelsen i Vallensbæk Kommune ifølge TV2 Lorry ikke.
Byens borgmester, Henrik Rasmussen (K), bruger stoppesteder, hvor bussen går én gang i timen, som eksempel.
- Så risikerer man som ikkedigital borger at møde op ved et stoppested, hvor man så ikke kan se, at bussen faktisk er kørt for et minut siden, og at man derfor skal vente i 59 minutter på den næste, siger han til TV2 Lorry.
De første tavler, der får et tidsinterval, bliver de tavler, der ikke har en digital skærm. Alle tavler forventes at have et tidsinterval med udgangen af sommeren.
Når det er sket, vil tavlen oplyse, hvor ofte bussen kører i løbet af de forskellige ugedage, lørdag, søndag og helligdage.
Movia står for driften af busser på Sjælland, Lolland og Falster på vegne af kommunerne og de to regioner.
Kommunikationsdirektør i Movia Camilla Struckmann forklarer, at Movia mener, de trykte tidsintervaller giver en mere præcis information til passagerne.
- Vi har rigtig mange ændringer i vores trafik. Sidste år havde vi 4000 ændringer. Og det var kun hver tiende gang, at vi kunne nå ud på stoppestedet og fortælle om det, siger hun.
- Vi vil gerne give god information, også når der er ændring. Og det kan vi bedst, hvis vi gør det på den her måde.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned