Myndigheder vil have styr på kemikalier

Miljøstyrelsen skal ved en storstilet kampagne finde ud af, om virksomhederne opfylder EU's kemiregler. Synderne kan forvente sanktioner.

Nu bliver den største europæiske kemikampagne nogensinde søsat, når Miljøstyrelsen tager fat i 700 danske virksomheder for at kontrollere, om de lever op til EU's regler. Virksomhederne skulle senest den 1. december 2008 have forhåndsregistreret de kemiske stoffer, som de markedsfører.
- Vi har gjort et stort arbejde for at informere virksomhederne om de nye regler. Mere end 450 virksomheder har præregistreret stoffer. Nu går vi så ud og kontrollerer, om der er virksomheder, som stadig mangler at opfylde loven, siger kontorchef Eskil Thuesen, Miljøstyrelsen.
Årsagen til den omfattende registrering er, at EU arbejder for at få styr på de mange tusinder af kemiske stoffer, som potentielt kan være skadelige, og som kan findes i ganske almindelige varer som stearinlys, toiletrens, vådservietter og printerpatroner.
Hvis virksomhederne bryder reglerne kan de forvente strenge konsekvenser.
- Uden præregistrering eller registrering skal produktion, import og salg standses. Hvis virksomhederne endnu ikke har opfyldt lovkravet, opfordrer vi dem hermed til straks at tage fat på registreringsarbejdet, siger Eskil Thuesen.
Virksomheder, der har med mere end 1 ton kemi at gøre, er omfattet af registreringspligten. Reglen er en del af EU's kemikaliereform, REACH, hvis formål er at beskytte mennesker og miljø mod farlig kemi. Kontrolprojekt inkluderer 26 lande. Resultaterne vil blive offentliggjort i løbet af foråret 2010.


/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret