Nada og pivstiv tilføjes til Den Danske Ordbog
Slang og alternative ordforbindelser tilføjes til Den Danske Ordbog for at favne sproget i dagligdagen.
Flere gange om året bliver Den Danske Ordbog en anelse tykkere.
Og fredag tilføjede Det Danske Sprog- og Litteraturselskab 1445 nye ord, så ordbogen nu indeholder knap 100.000 opslagsord.
"Halvtreller", "nada" og "pivstiv" er blandt de tilføjede ord. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, DSL, står bag tilføjelserne, og de mener, at det er vigtigt at tilføje ord fra hele det danske sprog.
- Vi vil ikke gøre os til dommere over, hvad der er godt eller dårligt sprog. Hvis vi skal favne hele det danske sprog, så skal vi både skele til det højtidelige, men også sproget i dagligdagen eller dårligt sprogbrug, siger Lars Trap-Jensen, ledende redaktør hos DSL.
Når DSL undersøger, hvilke ord der skal med i ordbogen, spiller det en stor rolle, hvor meget ordet bliver brugt.
- Vi har samlet tekster med omkring en milliard ord. Så har vi lavet et overblik over de mest brugte ord, der ikke er i ordbogen, og så vurderer vi ofte at tilføje ordet med en forklaring, siger Lars Trap-Jensen.
Hvor ofte ordene bliver brugt, er dog ikke det eneste kriterie for, at ordene bliver tilføjet til ordbogen, men Lars Trap-Jensen oplyser, at det er udgangspunktet.
Ordbogen bliver hvert år tykkere og tykkere, fordi når et ord først er tilføjet, bliver det ikke slettet igen.
- Vi har en dokumentationsforpligtelse for eftertiden. Så hvis et ord går ud af det danske sprog, vil vi hellere sætte et mærkat på ordet, der oplyser, at ordet sjældent bruges, i stedet for at slette det, siger Lars Trap-Jensen.
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab har som langsigtet mål at nå op på 200.000 fuldt dokumenterede og beskrevne ord. Det vil betyde, at ordbogen i fremtiden vil blive dobbelt så tyk, som den er i dag.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker