Nævn står fast om ROJ trods politisk pres

Radio- og tv-nævnet afgør først den 23. januar, om de endnu engang skal kigge på den terrordømte tv-station ROJ TV's sendetilladelse.

Og det ændrer ikke på noget, at regeringen nu vil ændre straffeloven, så en terrordom automatisk stopper en sendetilladelse.

- Radio- og tv-nævnet er ikke underlagt nogen politiske instruktionsbeføjelser og arbejder uafhængigt af eksempelvis regeringen, siger formand Christian Scherfig.

- Det, vi skal tage stilling til i forhold til ROJ TV's sendeforhold, er den til enhver tid gældende radio- og fjernsynslov. Derfor vil det ikke have nogen umiddelbar konsekvens, at straffeloven bliver ændret, siger han.

Han mener samtidig, at det vil være "ganske overraskende", hvis straffeloven bliver ændret med tilbagevirkende kraft og ikke kun vil gælde eventuelle fremtidige lovovertrædelser. Derfor tvivler han på, at en ændret lovgivning vil få betydning.

Christian Scherfig erkender dog samtidig, at såfremt radio- og fjernsynsloven også bliver ændret med tilbagevirkende kraft, så kan det få konsekvenser for ROJ TV. Men han anser det for at være en hypotetisk mulighed.

- Jeg har svært ved at se, at det skulle ske med bagudvirkende kraft. Men rent teoretisk kunne der godt skabes en forbindelse mellem straffeloven og radio- og tv-loven, så det får betydning for fremtidige sager, siger Christian Scherfig.

Radio- og tv-nævnet holder sit næste møde den 23. januar, og her vil ROJ TV blive drøftet.

- Der er to spor i forhold til de overvejelser, vi skal gøre os på mødet. Hvordan ligger sagen, hvis den bliver anket til landsretten og hvad sker der, hvis den ikke bliver anket, siger Christian Scherfig.

ROJ TV har allerede besluttet sig for, om de vil anke sagen, men vil først offentliggøre deres beslutning på et pressemøde fredag. Justitsministeriet oplyser, at det i løbet af torsdagen vil blive uddybet, hvad lovændringerne kommer til at bestå i.

/ritzau/

Radio- og tv-nævnet afventer fortsat en eventuel anke af terrordommen over ROJ TV trods politisk pres.

Offentliggjort Sidst opdateret