Nævn tvinger kræftsyg til ny ventetid

En kræftsyg kvinde tvinges nu ud i en ny ventetid, før der sættes punktum for hendes erstatningssag.

Forleden vandt hun en principiel retssag i Østre Landsret. Retten siger, at det var ulovligt, da Patientskadeankenævnet bestemte, at erstatningen skulle nedsættes med en tredjedel, fordi hun snart skal dø.

Nu har nævnet imidlertid besluttet at anke dommen til Højesteret, skriver Politiken lørdag.

Nævnet erkender, at det kan "virke stødende", men det er nødvendigt at gå videre i retssystemet, fordi en række andre patienter også har fået nedsat erstatningen med den begrundelse, at de er uhelbredeligt syge.

Formanden for nævnet, Jan Uffe Rasmussen, siger til Politiken, at det er beklageligt, men nødvendigt at gå videre.

Han er i øvrigt landsdommer og dermed i det daglige kollega med de tre dommere, som forleden fastslog, at nævnets praksis er ulovlig.

Der er ikke hjemmel i loven til at nedsætte erstatningen med den begrundelse, at patientens levetid forventes at blive kortere end andre på samme alder. Sagde altså de tre landsdommere forleden.

I den konkrete sag gik kvinden, der er mor til to små børn, til sin egen læge i november 2008, fordi hun havde fået en knude i brystet.

Hun blev undersøgt og fik at vide, at den var godartet.

I marts året efter gik hun igen til lægen, fordi knuden var vokset. Men først i maj fik hun besked om, at der var tale om kræft. Diagnosen blev altså stillet for sent.

Patientskadeankenævnet gav Patientforsikringen ret i, at den samlede erstatning på 5,4 millioner skulle reduceres med en tredjedel, da det ikke kan forventes, at kvinden lever særligt længe.

Kvindens advokat, Karsten Høj, finder det forkasteligt, at nævnet ikke accepterer dommen - og i stedet beder politikerne om at lave loven om, hvis man mener, at afgørelsen er urimelig.

/ritzau/

Kræftsyg kvinde fik medhold i erstatningssag mod nævn, men sagen er nu anket af nævnet.

Offentliggjort Sidst opdateret