Den 38-årige amerikanske narkobagmand, der afhøres som hovedvidne i en stor ecstacysag mod tre personer i Århus, håber at få forkortet sin fængselsstraf i USA på grund af sine fældende vidneudsagn i Danmark. Han har en såkaldt tilståelsesaftale med de amerikanske myndigheder, og den indviklede aftale har allerede givet ham 30 procents rabat ned til 17 års fængsel på grund af uforbeholden tilståelse om sin rolle i et større narkokartel hjemme i Atlanta.
Med afhøringerne i Århus mandag og tirsdag om sine danske forbindelser håber den veltalende Stephen Ashley House at få forkortet sin straf. Han har talt med sin amerikanske advokat om muligheden.
- Men om det kan blive 30, 40 eller 50 procents reduktion, ved jeg ikke, sagde vidnet tirsdag i retten.
Han tilføjede, at han forventer at blive løsladt i løbet af syv år, hvis han også går med til behandling for stofmisbrug. Det kan i sig selv i sidste ende give et års rabat på straffen, fortalte han.
Netop udsigten til strafreduktion har fået forsvarerne for de danske tiltalte i sagen til at påstå, at afhøringen af amerikanske vidner er et retssikkerhedsmæssigt svigt, fordi de er "købt og betalt af anklagemyndigheden".
Afhøringen af det amerikanske vidne fortsætter onsdag og sætter anklagemyndigheden under tidspres. Tre "importerede" narkogangstere fra USA skulle efter planen afhøres hver én dag mandag til onsdag. Den plan må ændres, for de danske myndigheder er underlagt amerikanske krav om, at vidnerne skal tilbage til en bestemt tid, formentlig på fredag.
I narkosagen er tre århusianere tiltalt for levering af 250.000 ecstacypiller fra Holland via Danmark til USA - skjult i hule bordben til tv-møbler. Det skete i 2000-2001 i samarbejde med et nu opløst narkokartel i Atlanta.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde