Naturstyrelsen melder rovfugledrab til politiet
Naturstyrelsen vil have stoppet giftdrab på rovfugle. Tirsdag meldte styrelsen et giftdrab på en sjælden rød glente til politiet.
Giftdrabet er sket i Østjylland, og sammen med den dræbte fugl fandt en borger en opsprættet fasan fyldt med sorte giftkorn. Fasanen var bundet fast til et træ.
Begge fugle er siden hen blevet undersøgt af Center for Vildtsundhed (DTU Veterinærinstituttet og DTU Fødevareinstituttet) i København.
Obduktionen viste, at glenten var blevet dræbt med en særlig dødelig type gift (carbofuran), der har slået fuglen ihjel øjeblikkeligt. Gifttypen svarede til de sorte korn, der blev fundet i fasanens bryst.
- Det er naturligvis fuldstændig uacceptabelt, at man på den måde slår dyreliv ihjel. Brug af gift i naturen er strafbart, og derfor melder vi naturligvis fundet til politiet, siger jurist Jacob Christian Bertram fra Naturstyrelsen.
Det er ikke første gang, at rovfugle er blevet dræbt med gift i Danmark.
Derfor var drab på rovfugle også på dagsordenen på et netop afholdt møde i Vildtforvaltningsrådet, hvor blandt andre Danmarks Jægerforbund, Dansk Ornitologisk Forening (DOF) og Naturstyrelsen diskuterer forholdene for vildtet og dyre- og fuglelivet i Danmark.
- På mødet var parterne enige om, at der skal sættes hårdt ind over for giftdrab på rovfugle, og vi vil også fremover melde giftdrab til politiet, siger Jacob Christian Bertram.
I maj i år blev en kongeørn dræbt på en lignende måde nordvest for Randers.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde