Nedrivninger skal forbedre Århus-ghetto

Tre boligblokke rives ned, og andre omdannes til blandt andet kontordomiciler, ungdomsboliger og ældreboliger. Det er grundstammen i en ambitiøsplan for en del af det udsatte boligområde Gellerupparken ved Århus. Planerne faldt helt på plads fredag på Århus Rådhus. Og allerede sent fredag og i løbet af weekenden bliver de mange tusinde beboere i Gellerup og Toveshøj i Brabrand pr. brev orienteret om kommunens og boligforeningens plan om at forbedre boligområdet.

Det er et massivt flertal i Århus Byråd, der er blevet enige med Brabrand Boligforening om landets hidtil mest ambitiøse byudviklingsprojekt.

Boligforeningen vil nu ansøge Landsbyggefonden om 349 millioner kroner til projektet.

Det udsatte boligområde i Gellerup og Toveshøj i Brabrand skal ifølge aftalen udvikles til et attraktivt byområde med flere arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner, flere ungdomsboliger og flere ældreboliger.

Planen betyder endvidere, at der skal tilføres 1000 nye arbejdspladser til området, heraf er de 500 kommunale job.

- Det er en historisk chance for Gellerup, sagde borgmester Nicolai Wammen (S), da aftalen blev præsenteret.

Formanden for boligforeningen, Jesper Pedersen, sagde, at fredagen er lige så skelsættende, som da de første beboere i sin tid flyttede ind i betonkarreerne i Brabrand i 1960'erne.

Som led i planen skal der etableres erhvervsbyggeri, som blandt andet kan rumme kontorer og liberale erhverv og lægehus. Der skal også skabes nye boliger med varierende ejerformer, og så skal der skabes en ny bygade mellem butikscentret City Vest og det multietniske shoppingcenter Bazar Vest. Alene to blokke skal omdannes til ungdomsboliger.

Første etape af planen ventes igangsat i 2012, men forinden skal beboerne høres. Der er beboermøder med afstemning i de to afdelinger den 15. og 16. december.

Alle lejere, der måtte blive berørt af planen er sikret genhusning i en lejlighed af mindst samme kvalitet som den, de måske skal fraflytte.

/ritzau/

Den hidtil mest ambitiøse plan om at styrke udsat boligområde er på vej i Århus, hvor byrådet og Brabrand Boligforening er enige om at nedrive tre boligblokke.

Offentliggjort Sidst opdateret