Netto holder fast i partnerskab med Copenhagen Pride
Netto var hovedpartner med Copenhagen Pride i 2023. (Arkivfoto). Foto: Jens Kalaene/Ritzau Scanpix
DI og flere selskaber har trukket støtte til Copenhagen Pride. Netto har ingen planer om ændret partnerskab.
Discountkæden Netto vil fortsat være hovedpartner med Copenhagen Pride.
Det oplyser Netto i et skriftligt svar til Børsen.
Det sker, efter at både Dansk Industri, Novo Nordisk og Mærsk har besluttet at droppe samarbejdet med Copenhagen Pride.
- Hvad der ligger til grund for DI's beslutning, er et anliggende mellem dem og Priden. For eget vedkommende har vi ingen planer om at ændre på vores partnerskab og ser nu fremad sammen med Priden, skriver Christian Dahl, HR-chef i Netto.
Christian Dahl ønsker ikke at stille op til interview med Børsen.
Netto var hovedpartner med Copenhagen Pride i 2023. Det samme var 7-Eleven, Deloitte, DFDS, Flying Tiger, Nyx Professional Makeup, Stoli, Tivoli, Tui og Volvo. Det fremgår af Copenhagen Prides hjemmeside.
Tui har meddelt, at rejseselskabet ikke kommer til at være hovedpartner i år. Det skyldes dog "budgetmæssige forhold", siger kommunikationschef i TUI Danmark Mikkel Hansen til TV 2 Kosmopol.
Han siger samtidig, at han godt forstår, at Dansk Industri og Mærsk "tager et skridt tilbage".
- Det var fint, da Priden gik ud med en beklagelse, men den kom for sent, siger Mikkel Hansen til TV 2 Kosmopol.
Dansk Industri meddelte tidligere fredag, at erhvervsorganisationen ville stoppe sit samarbejde med Copenhagen Pride.
DI mener, at øget politisering skygger for Copenhagen Prides arbejde med mangfoldighed og inklusion, lyder det.
Her henviser DI til, at Copenhagen Pride tidligere har bedt eventuelle samarbejdspartnere om at tage stilling til spørgsmål om konflikten mellem Israel og Hamas.
I marts undskyldte Lars Henriksen, der er forperson for Copenhagen Pride, for, at organisationen havde kommunikeret dårligt.
Ifølge ham ønskede organisationen ikke at stille krav til partnere om at have bestemte holdninger til konflikten.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned