Stegt sild på rugbrød, æggemad med mayonaise og rejer og ikke mindst øl og snaps.
Velkendte klassikere fra det danske smørrebrødsbord vil fra på mandag udfordre amerikanernes smagsløg, når den danske smørrebrødsrestaurant Aamanns åbner i New York med spisestedet Aamanns/Copenhagen.
Bag restauranterne i såvel København som New York står kokken Adam Aamann.
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, der er på officielt besøg i New York og Boston i næste uge, deltager i indvielsen af restauranten med plads til 45 gæster.
New York er et mekka af restauranter fra alverdens køkkener, men en ren dansk restaurant har hidtil manglet i bybilledet.
- Vi vil give folk en oplevelse af det danske smørrebrød, som de tilsyneladende har fået en ekstrem interesse for i kølvandet på den nye nordiske madbølge, siger Peter Monk, presseansvarlig for Aamanns.
Med undtagelse af tøndemodnede sild kan man i New York få de samme råvarer som herhjemme.
Rugbrødet er dog ikke slået helt igennem i "The Big Apple" endnu og er nok dét, amerikanerne vil møde med den største skepsis. Men det bekymrer ikke Peter Monk.
- Vi har gode erfaringer med at servere dansk smørrebrød for amerikanske turister i København.
- Og vi bruger en god opskrift til vores rugbrød, så de lidt syrlige og bitre nuancer, der kan være i rugbrød, balanceres med de fede, runde og søde smage fra pålægget, siger han.
Amerikanernes favorit, når de gæster Aamanns i Danmark, er ifølge Peter Monk oksetyndsteg med remulade og ristede løg. Og det stykke smørrebrød er selvfølgelig også at finde på menukortet hos Aamanns/Copenhagen i New York.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned