Nordic Sugar: Vi når til enighed

Foto: Anders Knudsen

Nordic Sugar mener, at de og Danske Sukkerroedyrkere nok skal blive enige om sukkerroeprisen for 2014, når forhandlingerne genoptages.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter at forhandlingerne mellem de Danske Sukkerroedyrkere og Nordic Sugar er brudt sammen, har Danske Sukkerroedyrkere opfordret sine medlemmer til ikke at skrive kontrakt med Nordic Sugar for 2014.

Ifølge Danske Sukkerroedyrkere vil sukkerroepriserne i kontrakterne for 2014 nemlig være på niveau med priserne tilbage fra 2011, fordi parterne ikke nåede til enighed inden den 1. juli.

Hos Nordic Sugar er man dog overbeviste om, at parterne trods den overskredne tidsfrist nok skal nå til enighed, fortæller senior vice president Jannik Olejas.

- Vi har sagt, at vi gerne skal være nået til enighed ved udgangen af juni, og det kunne vi ikke nå. Nu har parterne brug for en timeout, og så tror vi da på fra vores side, at vi, som traditionen er, at vi sætter os sammen igen og finder en løsning, som er brugbar for begge parter, siger han.