Nordjyder vil sagsøge staten for ny limfjordsforbindelse
Der har i flere år været protester mod en ny limfjordsforbindelse. Her protesteres der på øen Egholm i 2021. (Arkivfoto). Foto: René Schütze/Ritzau Scanpix
Både mennesker og oddere vil mærke konsekvenserne af en ny jysk motorvej. 400.000 er samlet ind til retssag.
Flere lokale borgere protesterer kraftigt mod en tredje limfjordsforbindelse over øen Egholm nær Aalborg og har samlet over 400.000 kroner ind til en retssag mod staten.
Det skriver DR. Der er opstået en decideret bevægelse i området, der kalder sig "Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen".
Bevægelsens advokat og talsperson, Louise Faber, siger til DR, at hun er håbefuld, når så mange støtter op.
- Jeg synes, det er utrolig overvældende, at der er så stor opbakning i lokalområdet. Det viser, hvor stort engagement folk har, og hvor stor en modstand der faktisk er mod den motorvej, siger hun til DR.
Forbindelsen skal være med til at aflaste og forbedre trafikken i Nordjylland.
Den blev vedtaget i maj af et bredt flertal i Folketinget. Den omfatter en firsporet motorvej, som skal være 20 kilometer lang. Limfjordsforbindelsen skal føres vest om Aalborg og hen over øen Egholm.
Men den har været stærkt omdiskuteret.
Grønne organisationer og fagfolk har været ude med kritik af forbindelsen på grund af dens klimaaftryk, og fordi den kører over en ø, hvor en række oddere lever godt og fredeligt.
Transportminister Thomas Danielsen (V) har dog afvist den kritik med henvisning til, at der laves et nyt 20 hektars "odder-eldorado" med lavvandsområder til dyrene, når de jages væk fra deres oprindelige levested.
Professor i transportøkonomi Mogens Fosgerau har kaldt forbindelsen for et projekt "i den helt dårlige ende".
Og de lokale er heller ikke tilfredse. Med retssagen er håbet at standse projektet helt.
Formand for Folketingets transportudvalg Rasmus Prehn svarer på kritikken over for DR. Han siger, at myndighedernes arbejde med forbindelsen er foregået efter alle kunstens regler.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub