Nordjylland bestiller landets første brintbusser
De koster omkring seks millioner hver og skal både gavne miljøet og udvikle teknologien på området.
Som de første i landet kan nordjyske buspassagerer om et års tid blive fragtet fra sted til sted i brintbusser, der hverken udleder CO2 eller andre forurenende stoffer.
Det fortæller DR Nordjylland.
Region Nordjylland og Aalborg Kommune har netop sendt en bestilling på tre brintbusser i udbud. Prisen er i omegnen af seks millioner kroner per styk. Men både EU og Vækstforum Nordjylland yder tilskud til forsøget.
- Vi har en stærk brintsektor her i Nordjylland, og vi køber busserne for at støtte deres udvikling, forklarer specialkonsulent Jens Mogensen fra Region Nordjylland.
- Samtidig har brintbusserne en stor miljømæssig bonus, fordi de kun udleder vanddampe, når de kører ude på landevejene, siger han.
Hobro er hjemsted for flere nyskabende brintvirksomheder. Blandt andet har man for nylig bygget et af Europas største elektrolyseanlæg, hvor et projekt skal vise, hvordan man kan udnytte vindmøllestrøm til at fremstille grøn brint.
Virksomhederne bag kommer til at få mulighed for at teste idéerne, når brintbusserne forventes at komme på gaden i Nordjylland i sommeren 2019.
I udbudsmaterialet har parterne bedt om at få busser, der kan køre 500 kilometer på en optankning.
Der vil formentlig blive bygget tankanlæg ved et af de busselskaber, der er med i projektet, så busserne kommer til at køre ud fra Aalborg.
- Det er en meget ny teknologi, så den er lidt umoden endnu. Det bliver det første sted, vi kommer til at se den i Danmark, siger specialkonsulent Jens Mogensen til DR Nordjylland.
Ifølge ham er det er nødvendigt at se på miljørigtige alternativer til nutidens dieselbusser.
- På de lidt kortere ruter med for eksempel bybusser vil det helt klart blive elektriske busser, fordi de energieffektive og miljørigtige. Men på de ruter, der er for lange til at køre med batteri, kan biogas eller brint være løsningen, siger Jens Mogensen.
I Europa kører op mod 85 busser på brint.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker