Nordjysk journalist vinder Cavling for Rebild-dækning
Foto: Liselotte Sabroe/ Scanpix /Scanpix
Liselotte Sabroe/ Scanpix /Scanpix
Journalist Asbjørn With fra Nordjyske Medier vinder den prestigefyldte Cavling-pris 2012.
Prisen får han for i over 130 artikler at have kulegravet Rebild Kommunes svigt i sager om sexmisbrug, tvangsfjernelser og hjælp til handicappede.
Den tydeligt bevægede og stolte vinder takkede ydmygt for prisen ved overrækkelsen i Rundetårn i København.
- Jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor jeg glad jeg er for den anerkendelse, som jeg står med i hånden. Jeg er meget stolt og samtidig meget ydmyg over, at Cavling-komitéen har valgt mig, sagde Asbjørn With.
Han havde desuden store roser til de øvrige nominerede.
- Det er et fremragende, fantastik og aldeles kompetent selskab at være en del af, sagde han.
Cavling-komitéens formand, Kurt Strand, fremhævede ved prisoverrækkelsen især Asbjørn Withs vedholdenhed som journalist.
- Du var, som det siges i begrundelsen for din Cavling-pris, i gang med at stille skarpe spørgsmål i Nordjyskes spalter længe før den ulykkelige Rebild-sag blev forsidestof og tophistorie i de landsdækkende medier.
- Og du blev ved længe efter, at tv-journalisterne havde pakket deres grej sammen. Alt det, andre ikke gjorde færdigt, formåede du at holde fast i, sagde Kurt Strand.
Cavling-prisen er den fornemste pris, som danske journalister kan vinde. Vinderen udpeges af Cavling-komitéen, der er udpeget af Dansk Journalistforbund.
Den uddeles hvert år i januar til "en journalist eller en gruppe af journalister i samarbejde, der i særlig grad har udvist initiativ og talent i det forløbne år", hedder det.
Asbjørn With modtager 20.000 kroner og en statuette, som forestiller Journalistforbundets stifter, journalist og forfatter Henrik Cavling.
Cavling-prisen blev indstiftet 18. december 1944 i anledning af Journalistforbundets 40-års dag og til minde om Henrik Cavling, som levede fra 1858 til 1933.
I år er det dog første gang, at der er spænding til det sidste omkring Cavling-vinderen. Tidligere har vinderen fået besked på forhånd, men i år har kun komitéen kendt resultatet.
Også pressens minister, statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), er traditionen tro til stede ved prisoverrækkelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned