Norge havde advaret nabolande mod læge

Norge har skrevet et brev til myndighederne i Sverige og Danmark og advaret mod den danske kirurg, som har skadet mindst 29 patienter på norske hospitaler.

Lægen arbejder nu videre i Sverige på hospitalet i Hudiksvall. Hun arbejdede på Bornholms Sygehus i 2006, hvor hun var under skærpet tilsyn på grund af klager. Sundhedsstyrelsen har i mellemtiden droppet det skærpede tilsyn.

- Der er faktisk sendt en advarsel fra Norge til de andre skandinaviske lande, siger Roger Ingebrigtsen, der er statssekretær i det norske sundhedsministerium, til norsk radio.

Han konstaterer, at selv om brevet er sendt til Sverige og Danmark, er det alligevel lykkedes kirurgen at få arbejde i et andet nordisk land.

- Du kan have gode rutiner, men menneskene bag rutinerne må faktisk også tjekke disse oplysninger, siger han.

Ingebrigtsen siger, han er oprørt over, at den danske læge nu arbejdere videre på et hospital i Sverige. Hun har allerede kostet den norske stat 13 millioner norske kroner i patienterstatning.

Hendes operationsfejl har blandt andet resulteret i tidligere dødsfald, tab af evnen til at gå og uens benlængde hos patienter efter hofteoperationer.

/ritzau/TT

Norges sundhedsministerium skrev et brev til Danmark og Sverige og advarede dem mod dansk kirurg. Alligevel lykkedes det hende at få nyt arbejde i Sverige.

Offentliggjort Sidst opdateret