Selvom Novo Nordisk har doneret 885 millioner kroner til et nyt forskningscenter på Københavns Universitet, har selskabet ikke købt sig til indflydelse.
Det siger direktør for Novo Nordisks diabetesforskning Peter Kurtzhals, efter at det er kommet frem, at Københavns Universitet har ansat vicedirektør Oluf Borbye Pedersen fra Novo, som centerleder samt flere forskere fra Novo uden om de normale stillingsopslag.
Han henviser til, at det alene vil være Københavns Universitet, der beslutter forskningsprioriteterne i den tidligere Novovicedirektørs enhed.
- Novo har heller ikke særlige rettigheder til de opfindelser, som centrets forskere vil gøre. Såfremt der gøres opfindelser, som kan have kommerciel interesse, vil Novo Nordisk skulle forhandle på lige fod med alle andre virksomheder om at købe licens til de relevante patenter, siger Peter Kurtzhals.
Ifølge Kurtzhals var det Københavns Universitet, der selv kontaktede Novo Nordisk med ønsket om at ansætte Oluf Borbye Pedersen. Oluf Borbye Pedersen ønskede på sin side at tage sit hold fra Novo med til Københavns Universitet.
- Jeg kan godt forstå Olufs ønske om at medbringe den gruppe, som sammen med ham har skabt de resultater, han i dag høster stor international anerkendelse for. Jeg kan også godt forstå Københavns Universitets beslutning om at prøve at finde en model, der kan efterkomme hans ønske, da forskning i stigende grad er en holdindsats. Men det er vigtigt for mig at slå fast, at det ikke har været noget krav fra Novo Nordisk, at medarbejderne ansættes uden jobopslag, siger Peter Kurtzhals.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker