Nu begynder forundersøgelser af brintrør til Tyskland
Ørsted er blandt de virksomheder, der allerede arbejder med at producere brint med hjælp af strøm. Billedet viser et anlæg ved Avedøreværket nær København. (Arkivfoto). Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Rådgivningsfirmaet Cowi er udpeget til at udarbejde den første skitse til en mulig brintforbindelse sydpå.
Der er fortsat ikke taget endelig politisk beslutning om, hvorvidt der skal etableres en brintrørsforbindelse fra Danmark til resten af Europa.
Men nu begynder de første undersøgelser af, hvad det egentlig vil koste at grave 500 kilometer rør ned i den danske jord og forbinde den med den planlagte europæiske transmissionsnetværk.
Det er de rådgivende ingeniører hos Cowi, der har fået opgaven med at tegne de indledende streger og regnestykker for, hvor rørene skal placeres, og hvad det kommer til at koste.
- Vi er enormt stolte over at være en del af dette afgørende projekt for den grønne omstilling.
- Eksport af grøn brint er forudsætningen for realiseringen af landets store Power-to-X-projekter, som igen er helt afgørende for at skalere havvindparkerne i Nordsøen op, siger Klaus Winther Ringgaard, der er Senior Vice President i Cowis energidivision, i en pressemeddelelse.
Tanken er, at overskydende grøn strøm fra blandt andet Nordsøen skal bruges til at producere brint på en række produktionssteder i Jylland.
Herfra skal brinten sendes til et større lager eller videre til aftagere i Danmark og resten af Europa.
Brint kan enten bruges direkte som brændstof i lastbiler eller færger, eller den kan bruges i processer, hvor den bliver til gødning eller flybrændstof.
Et stort flertal i Folketinget aftalte i april, at staten kunne yde lån eller garantier i forbindelse med opførelsen af en brintforbindelse ned igennem Jylland.
Det ville dog kræve, at kommende brugere af forbindelsen - brintproducenterne - garanterer, at de i en 10-15-årig periode vil købe knap halvdelen af kapaciteten i det kommende rør.
På den måde vil staten dele udgifterne og risikoen ved at opføre forbindelsen med de kommende brugere.
Det er Energinet, der er operatør på det danske gastransmissionsnet og dermed også det kommende brintrør.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned