Nu bliver det nemmere at låne til kloak

Foto: Ingrid Riis

Guldborgsund Forsyning har indgået en aftale med Nordea Finans, som skal gøre det nemmere for husejere, som ikke har råd til kloakering, at låne penge.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er nu hjælp på vej til de husejere i Guldborgsund Kommune, der ikke har råd til at betale for at få kloakeret.

Det skyldes en udvidelse af en låneordning, som Guldborgsund Forsyning har indgået med Nordea Finans.

Tidligere omfattede ordningen kun lån på lempelige vilkår til tilslutning. Men nu gælder ordningen også for kunder, der har betalt for tilslutning, men som mangler penge til arbejde på egen grund.

Det vil blandt andet hjælpe Klaus Knudsen, der ejer et hus i Lillebrænde.

Mellem jul og nytår stod han frem i flere medier og fortalte, at han skulle i fængsel, fordi han ikke kunne betale dagbøder. Bøderne havde han fået for ikke at have råd til kloak- arbejde på egen grund.

- Vi følger naturligvis udviklingen tæt og prøver hele tiden på at gøre det lettere for den enkelte at få enderne til at nå sammen’, fortæller Guldborgsund Forsynings nye formand Henning Kamper.

- Vi er klar over, at det er en barsk opgave for visse familier at finde de nødvendige penge til kloakken, og sagen i Lillebrænde viser alvoren i Folketingets beslutninger om et bedre vandmiljø. Det kan hverken kommune eller forsyningsselskab ændre, men vi kan anstrenge os for at hjælpe, hvor det er muligt, og det har vi nu yderligere forsøgt på, udtaler Henning Kamper i en pressemeddelelse.

Interesserede kan rette henvendelse direkte til Guldborgsund forsyning, hvor der udleveres ansøgningsskema til Nordea Finans.