Nu er tre millioner danskere blevet coronatestet
I slutningen af oktober blev der indført udvidet brug af mundbind eller visir i det offentlige rum. Samtidig blev forsamlingsforbuddet sænket til ti personer. Det kan være disse tiltag, vi begynder at se en effekt af, vurderer forsker fra Roskilde Universitet. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Epidemiforsker hæfter sig ved, at andelen af smittede blandt de testede for tredje dag i træk er nedadgående.
Der er registreret 891 nye coronatilfælde det seneste døgn, oplyser Statens Serum Institut søndag.
Det er 67.156 prøver, der ligger til grund for opgørelsen.
Samtidig kan man se, at antallet af coronatestede danskere nu har rundet tre millioner.
Helt nøjagtigt er 3.016.589 personer nu blevet testet.
Viggo Andreasen, lektor i matematisk biologi og epidemiforsker ved Roskilde Universitet, hæfter sig ved den såkaldte positivprocent.
Den er et udtryk for andelen af positive prøver blandt de testede.
Den var torsdag 1,88, men har siden været for nedadgående og rammer søndag 1,33.
- Der er en ret stor usikkerhed i de her tal, men trenden de sidste tre dage er, at andelen af positive prøver er gået ned.
- Jeg synes, at meget peger på, at vi nu er ved at se en effekt af de indgreb, der kom sidst i oktober, siger han.
26. oktober blev forsamlingsforbuddet sænket fra 50 til 10 personer.
Samme dag blev der indført forbud mod at sælge alkohol efter klokken 22.
Tre dage senere trådte et krav om øget brug af mundbind i det offentlige rum i kraft.
Nu skal man iføre sig mundbind eller visir, når man køber ind.
- Jeg ved godt, at man skal være varsom med at fare til konklusioner, men meget peger på, at vi nu er ved at se en effekt af de indgreb, siger Viggo Andreasen.
Hvis positivprocenten fortsætter med at falde et par dage endnu, vil det ifølge forskeren være en klar indikation på, at epidemien er aftagende.
Antallet af indlagte coronapatienter stiger i søndagens opgørelse med én til 188 personer.
Der er langt op til niveauet i foråret, hvor det toppede med 535 indlagte 1. april.
30 af de indlagte er på intensivafdelinger, og 18 af dem har brug for hjælp af en respirator til at trække vejret.
Der er registreret yderligere tre coronarelaterede dødsfald. Samlet set er 743 personer med påvist coronavirus afgået ved døden.
Det hidtil højeste antal nye smittetilfælde på et døgn blev nået fredag.
Da blev der meldt om 1427 nye coronatilfælde. Det skete på baggrund af et rekordstort antal prøver på 88.080.
Samlet set har Danmark haft 55.121 bekræftede smittetilfælde siden 27. februar, da den første dansker fik konstateret covid 19.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker