Nu kan du igen vælge privathospitalet

Forud for et møde med Danske Regioners formand, Bent Hansen (S), onsdag fastslår sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K), at de danske patienter som lovet får det udvidede frie sygehusvalg tilbage til sommer. Dermed er der udsigt til behandling på et privathospital, hvis de offentlige sygehuse ikke kan tilbyde behandling inden for en måned. Regionerne har ellers kæmpet for at få lov til at prioritere de mest syge patienter først. Men det kommer ikke på tale, siger Jakob Axel Nielsen.

- Aftalen er, at borgerne skal have det udvidede frie sygehusvalg igen, og lovgivningen er allerede på plads. Vi skal alene diskutere vilkår og betingelser for, at vi kan genindføre det udvidede frie sygehusvalg. Målet er finde veje til, hvordan regionerne kan bruge de offentlige og private ressourcer bedre, siger sundhedsministeren. Han lægger op til om nødvendigt at finde penge til at give patienterne rettigheden tilbage.

Bent Hansen erkendte før onsdagens møde, at det bliver svært at få forlænget suspensionen af retten til behandling på privathospital. Den blev aftalt i juni sidste år men først trådte i kraft i november. I stedet vil han gå efter at få forhandlet bedre vilkår, så regionerne blandt ikke skal sende så mange penge videre til privathospitalerne.

Jakob Axel Nielsen forventer, at parterne når en aftale i dag.
/ritzau/




Fra 1. juli skal det være slut med at vente mere end en måned på behandling på de offentlige sygehuse.

Offentliggjort Sidst opdateret