Nu kommer planen for de første vaccinationer i Danmark
Direktør i Statens Serum Institut Henrik Ullum fremviser på pressemøde de frysere, hvor de danske vacciner skal opbevares. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Klokken 14 vil sundhedsminister Magnus Heunicke (S) præsentere vaccineplanen for Danmark.
Sundheds- og Ældreministeriet holder pressemøde onsdag klokken 14. Det kommer til at handle om udrulningen af vacciner mod covid-19 i Danmark, oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.
Til stede vil være sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm samt repræsentanter fra Statens Serum Institut og Lægemiddelstyrelsen.
Ifølge TV2 er de første lastbiler med vacciner fra lægemiddelvirksomheden Pfizer/BioNTech onsdag morgen rullet ud fra en fabrik i Belgien. Det er dog uklart, om det også gælder leverancer til Danmark.
Nyhedsbureauet dpa skriver kort over middag, at virksomheden ikke vil bekræfte, om vaccinerne allerede har forladt fabrikken.
Pfizers pressetalsmand i Danmark siger til Ritzau, at man af sikkerhedshensyn ikke vil udtale sig om detaljer i forbindelse med distributionen.
Tidligere har myndighederne oplyst, at det vil være de ældre og de svageste, der først bliver vaccineret.
Helt lavpraktisk bliver det i Ishøj Kommune og Herlev Kommune, der som de første vil kunne vaccinere ældre medborgere.
Mens den første sending vacciner er på knap 10.000 styk, forventes det, at op mod 250.000 danskere vil kunne vaccineres inden for et par måneder.
EU har lagt en fælles indkøbsstrategi for vacciner og vil efter planen udrulle vaccinationer fra den 27. december.
Indkøbsstrategien er efterfølgende blevet kritiseret for at ikke at være effektiv nok og ikke have indkøbt nok vacciner fra de enkelte udbydere. Det mener nogen, vil betyde, at EU-borgere og dermed også danskere vil blive vaccineret senere end briter eller amerikanere.
- USA og Storbritannien vil hurtigere end os gå i retning af flokimmunitet. De får derfor en mindre belastning i sundhedsvæsenet og kan vende tilbage til normalen før os, siger tidligere direktør for Statens Serum Institut Nils Strandberg Pedersen eksempelvis til Weekendavisen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde